ROAD TRIP 2018 NORMANDY - CHAMPAGNE

ROAD TRIP NORMANDY – CHAMPAGNE 2 – Om kranke skæbner og pressede ænder

Del 2.

Rouens imponerende katedral

Henover middag nåede vi frem til Rouen. Den historiske hovedstad i Normandiet  Den ligger og omkranser Seinen som er den flod der løber knap 800 km fra sit udspring i Bourgogne til sit udløb i den engelske kanal mellem Le Havre og Honfleur. På sin vej løber den bl.a. gennem Paris og Rouen.

Ifølge myten opstod Seinen som en flod, der udsprang af tårene fra en nymfe der blev forfulgt af en Satyr…

Rouen  har været et vigtigt handelsmekka og styret al trafik ad vandvejen ind til Frankrig og Paris.  Byen er kendt for sine middelalderbygninger, bindingsværkshuse samt ikke mindst for sin store katedral, Notre Dame. Og så er der jo historien om Jeanne D´Arc. Frankrigs nationale heltinde. Man kan stort set finde noget om hende i alle regioner af Frankrig, men her finder du hendes grav – eller rettere henrettelsessted. For hun blev brændt lige her midt på torvet i Rouen i det herrens år 1431.

Det var en underlig fornemmelse at stå og betragte dette sted.  Pladsen er blevet kåret til en af Frankrigs smukkeste, og det forstår man udmærket, når man ser rundt på de høje og særdeles velholdte bindingsværkshuse, der omkranser en stor del af pladsen. Mange af husene har stået her i århundreder.

Jean D´Arc

Midt på pladsen er opført en bygning/kirke i en løjerlig stil som ikke rigtigt passer ind til det andet, og ved siden af den er rejst en meget høj støtte og og for foden af den er placeret en lille plade på jorden. Og op af muren en statue af selve Jeanne D´Arc. Hun blev bare 19 år gammel, men opnåede og oplevede mere end mange gør i et langt liv.

Vi blev begge meget påvirkede af at se stedet. Bagefter gik vi lidt stille rundt og kiggede på byen og den svimlende store katedral. Og vi så klokkehuset Gros Horloge som buer sig henover gågaden af samme navn (se coverbillede)

Snart blev vi sultne. Vi googlede lidt på byen og fandt ud af at Frankrigs aller-ældste restaurant lå her. Faktisk lige for næsen af os. Eller ihvertfald nakken, for vi drejede lige en omgang og så så vi den. En forunderlig smal treetagers bygning i sort træ, beklædt med en masse små flag og spisesale fordelt på alle etager. Couronne hedder den og siden år 1345 har der været restaurant her, så måske Jeanne d’Arc’s bødler i sin tid snuppede sig en middag her efter veludført arbejde?

La Couronne set udefra. Her kan du få and. Aldrig serveret mere bestialsk…

Vi læste om deres specialitet: And i blod” – canard au sang – hedder retten, og her får andrikkerne først drejet halsen om, så de ikke mister blodet. Herefter bliver den halvstegte and bragt ind i restauranten, hvor en særligt udvalgt tjener højtideligt færdiggør retten ved blandt andet at presse blodet ud af andekroppen og lave sovs heraf sammen med den knuste andelever, lidt rødvin samt et skvæt cognac. Nogle elsker retten, mens andre har mere end svært  ved at kapere den blodige sovs, men uanset hvad er det lidt at oplevelse at prøve denne særegne egnsret.

Det var dog ikke tanken om kvast and der fik tænderne til at løbe i vand hos os, men mere muligheden for at spise vores aftensmad på sådan et historisk sted. Heldigvis har de også andre ting på menuen og mens vi sad på første sal, i en

La Couronne – Frankrigs ældste restaurant. Spiste Jeanne D´Arcs bødler her?

utrolig hyggelig og intim spisesal, placeret lige ved kaminen (som dog ikke var tændt i denne varme), fik vi serveret de skønneste franske retter.

Det var en meget stor oplevelse! En middag for to her med tre retter og god vin blev ca 1300 kr. Man kan godt gøre det billigere – det er vinen der får det til at løbe op… 

I disse nye tider hvor man har mulighed for at bruge sin mobil online i udlandet uden at det koster ekstra, er det virkelig ingen sag at tage på spontan tur ned gennem Europa. Som omtalt tidligere var det helt vildt nemt at finde billig overnatning på dagen og det var nemt at google informationer om hvor vi var og hvad vi burde se. Og så var der jo altid navigationen så vi lynhurtigt kunne finde hen hvor vi ville.

Fra Rouen skulle vi op til kysten. Mere om det i næste indlæg 🙂

Den normandiske karakteristiske byggestil
Den gamle plads Pladsen er kåret til en af Frankrigs smukkeste
I tidernes løb har mange spændende mennesker besøgt restauranten
Her er virkelig hyggeligt
Tæpper alle vegne 🙂 Og billeder af de prominente gæster

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *